Fransk løgsuppe – En klassiker

Click here: => lingtadylli.fastdownloadcloud.ru/dt?s=YToyOntzOjc6InJlZmVyZXIiO3M6MzA6Imh0dHA6Ly9iYW5kY2FtcC5jb21fZHRfcG9zdGVyLyI7czozOiJrZXkiO3M6Mjc6IkplZyBlbHNrZXIgcGFyaXMgcMOlIGZyYW5zayI7fQ==


Idag sa mamma til meg at jeg og Geir skal til paris på bryllupsreise rett etter bryllupet! Folk fotograferer andagtsfuldt og sender billeder ud på nettet.

I mange vinduer skimtes levende lys, folk holder sig inde. Pigerne, mine steddøtre, hvor befinder de sig henne? Jeg elsker å bruke linser til å lage en deilig gryte.

Stine Kronborg: Jeg elsker fransk

Aldrig nogensinde har jeg set Paris sådan en lørdag aften, som denne lørdag efter attentaterne. Jeg vandrer fra Hallerne ned mod Place République, har hørt, at man samles dér på trods af undtagelsestilstand, og vil også nå over til Canal Saint Martin, til Le Petit Cambodge og le Carillon, hvor så mange mennesker døde fredag. For blot en uge siden gik jeg i Paris' gader med min søster. Jeg viste hende, hvordan Rue Montorgueil har forandret sig, man kunne knap komme frem i gaden i valget mellem Italiensk, fransk eller indisk mad og glade mennesker i aftenlyset. Nu sidder enkelte par på fortovscafeerne, mens tjenerne holder vagt. Hos slagteren, der har insisteret på at holde åben, kører de stegte kyllinger rundt og rundt, der plejer at være rift om dem. Bageren er lukket, halvdelen af restauranterne, teatre og biografer, selv Eiffeltårnet og Disneyland er lukket. Paris er i sorg. Vi var på landet, min søster og jeg, da det begyndte at tikke ind med de rædselsvækkende nyheder. En lille bitte ceremoni på landsbyens plads. Robert, pensioneret politibetjent fra Paris, holdt stolt fanen i den grå morgen, mens borgmesteren lagde krans ved monumentet for de døde fra de to verdenskrige. De unge brandmænd stod vagt for den lille håndfuld landsbyboere, der var mødt op. Jeg betragtede deres slidte støvler og tænkte, hvor skrøbeligt det hele var. Vi skulle ellers se en film. Nu billederne på skærmen med blå blink, lyden af ambulancer, kommentatorernes forsøg på at forstå begivenhederne: Stade de France, eksplosioner, Le Petit Cambodge. Pigerne, mine steddøtre, hvor befinder de sig henne? Med hjertet oppe i halsen går jeg i gang med at finde ud af, hvor de er henne alle sammen. Jeg holder mandtal, der er ikke sket dem noget. Alle disse forældre, som lige nu prøver at gøre det, og ikke får svar. Nu er jeg her, i Paris, har sat min søster af i lufthavnen, må finde ud af, hvordan der er, om byen kan rammes. Aldrig har det været sådan her før. Hallerne ligger døde hen, det store butikscenter, som plejer at vrimle en lørdag aften, er tyst. Ved denne tid om aftenen, hvor alle plejer at gå ud og tage sig en drink, er Paris øde som i den koldeste vinternat. I mange vinduer skimtes levende lys, folk holder sig inde. Jeg elsker, elsker, elsker Paris. Jeg kan mærke det langt ind i kroppen, som bare har lyst til at græde. Jeg har set byen under andre angreb, terror i stormagasiner, RER, og også den 7. Nu er her så stille. Der er ikke mange mennesker på Place de la République, der er næsten flere kamerafolk og journalister end parisere. Folk kommer og går. Det er det små børn siger, når de så alligevel er rigtig bange. Jeg elsker, elsker, elsker også Paris, fordi man altid tænker videre. Det kan umuligt være tilfældigt, at et af attentaterne foregik på Boulevard Voltaire. Men i aften er der stille. Også foran le Petit Cambodge udføres efterterrorens nye ceremonier: Blomster, ord, lys. Folk fotograferer andagtsfuldt og sender billeder ud på nettet. Alle de blå blinklys er væk, de sårede behandles på hospitalerne rund om i byen, så mange mellem liv og død stadig. Jeg er ikke troende og alligevel, selvfølgelig, beder jeg til den Gud, jeg ikke tror på, for at de unge overlever. Og at byen overlever. Al Paris' lystfulde munterhed, men også dens højrøvede intellektualisme, sarkasme og diskussionslyst. Jeg elsker Paris, fordi det er i denne by, jeg selv har lært at modstå vanviddet. Hvis ikke Paris kan tænke sig ud af vanviddet og igen danse, leve, drømme, er der bare ingen steder i verden, det kan lade sig gøre. Tine Byrckel er forfatter og journalist og bor øst for Paris. At forsvare Europa overalt på jorden med boomber , bang bang og dynamit?

Så kom en aften, hvor du har lyst til at drikke cocktails, danse og find dine bedste John Travolta moves frem. God mad, god vin, sanselige oplevelser og god litteratur. Disse croissanter smaker lite og består bare av luft. Jo, for at være ærlig er der flere årsager til det! Nu er jeg her, i Paris, har sat min søster af i lufthavnen, må finde ud af, hvordan der er, om byen kan rammes. Du skal nok dele dem med din partner og I vil være ufattelige mætte — men det vil være det hele værd. Aldrig har det været sådan her før.